tirsdag den 27. maj 2008

Hvad drømmer du om?



RaketFabrikken vil gerne byde Jer allesammen hjerteligt velkommen til denne aften.
Det er fantastisk at se, at så mange mennesker har trodset champions leauge-finale
og det faktum, at vi bor langt fra alt og alligevel har fundet vej til vores lille
oase. Det bliver en god aften, det kan jeg mærke.
Vi stiller spørgsmålet: Hvad drømmer du om?

Hvorfor spørger vi om det?

Hvornår har du sidst spurgt dig selv om det?

Mærket efter. Og måske afklaret om du, er det rigtige sted. Om det brænder inden i.
Om lidenskaben er der.
Med vores maleri på taget vil vi gerne huske dig på, at det er dig og kun dig der
former det lykkelige liv. Du må planlægge dit eget liv, ellers er der andre der gør
det for dig.
Omstændigheder kan skifte og påvirkninger udefra kan gøre os frustrerede og
handlingslammede. Og du kan give op og svigte - dig selv og dine nærmeste. Men vi
tror på, at husker du at holde fast i dine drømme, går du aldrig helt fejl. Men tør
vi mærke efter?
Tør du mærke efter?
For det kræver mod. At følge sin mavefornemmelse, sin lidenskab, sit hjerte. At stå
af, og se sig om og fortsætte eller starte forfra. Det kræver mod, ikke at følge med
flokken og få uddannelse, hus og barn på under nomeret tid.
Ikke at tage del i ræset, ikke at blive opslugt af vores samfunds maskinelle higen
og stræben efter større friværdi, mere ensretning, hurtigere uddannelse. Hurtigere
og hurtigere.
Det kræver mod at forfølge de ting der får din mave til at hoppe og blodet til at
bruse og timer til at svinde ind til sekunder, fordi man brænder. Brænder for noget.
Drømmer om noget.
I den lille prins står der, at vil du have folk til at bygge et skib, må du få dem
til at drømme om det åbne hav. Et fint billede, er det. Og et vigtigt billede, på
hvor stor betydning vores drømme har. At de får kraft og luft under vingerne, når vi
tør fortælle dem. Og dele dem.
Og du må ikke være bange for at fejle. Vær ikke bange for hvad andre tænker. Vær
ikke bange.
Gå i livets skole, elsk, dans og lær. Spring ud, hvor du ikke ved om du kan bunde.
Gør dig dine egen erfaringer og spørg til stadighed dig selv om dine omgivelser:
Hvad drømmer du om?
Vi mener det er et vigtigt spørgsmål, og vi håber at I vil tage det med videre og
spørge løs, få folk til at tale og dele, det er nemlig dér, vi finder inspirationen,
dér kan løfte drømme sammen.
Bekymrer dig ikke om, hvad verden har brug for. Gør det der får dit hjerte til at
synge, for det verden har brug for, er syngende hjerter.
Vi RaketFabrikken, vi sætter spor hvor vi går og vi spørger ikke om lov, vi spørger
om tilgivelse bagefter. Nu er det op til Jer, kære elever og personale, om vores
projekt er vigtigt nok til, at i kan tilgive os de frustrationer vores
hemmeligholdelse har pålagt Jer, siden vi for 2 uger siden søsatte projeket 'drømme
på taget'.
Vi vil endnu en gang byde Jer hjerteligt velkommen og håber at i får en
fantastisk aften og vil dele jeres drømme med os og sende dem til vejrs i balloner.
Tak for nu, vi ses i atriumgården om lidt og husk på, at næste gang du sidder i
flyveren fra Billund, på vej ud i verden, og kan se de store røde bogstaver på vores
tag, at vi alle har ét bankende hjerte, 5 liter brusende blod i kroppen og ikke mindst: et helt liv, som skal bruges bedst muligt.

Ingen kommentarer: